torsdag den 19. juni 2014

Puppet Pals med tegnede figurer fra appen Sketch Book Express

Vi havde brugt to dobbeltlektioner til at arbejde på appen Sketch Book Express.
Alle de figurer eleverne havde lavet i de to klasser, havde vi lagt ud i fotorullen på hver miniIPad, så der var nok figurer at vælge imellem.
Som opstart holdt vi et fælles oplæg, hvor Tine gennemgik appen Puppet Pals på Storskærm. Vi brugte elevernes egne figurer til at vise, hvordan appen fungerede. Et meget nemt program at gå til og eleverne fangede lynhurtigt ideen.
Det var første gang at de stiftede bekendtskab med appen og derfor var målet for os at eleverne skulle lære appen at kende og eksperimentere. Nogle få rammer blev sat op, som de skulle følge.
De skulle bruge egne figurer, som de klippede ud.
De måtte max bruge tre kulisser til stykket.
Puppet Pals er meget oplagt til makkerarbejde.

Herunder ses en del af de figurer eleverne fik lavet. Der er sort baggrund for at det bliver nemmere at "klippe" dem ud i appen Puppet Pals





Puppet Pals er meget velegnet nede i indskolingen. 
Tak for denne gang til Engdalskolen og deres lærere

Sune og Tine

torsdag den 12. juni 2014

1. årgang laver bøger til de kommende 0. klasser

Tre af Engdalskolens 1. klasser har søsat en ny tradition på Engdalskolen. Vi er blevet inspireret af Janus Madsen, der er ophavsmand til appen Skriv og læs. Tine fra de 32 har haft et samarbejde med Janus omkring brug af appen og foreslog at vi i som 1. årgang skulle byde de nye 0. klasser velkommen med en bog, som eleverne selv havde skrevet.

Bøgerne vil blive givet til de nye elever, når de er i aftenskole lige inden sommerferien. Bøgerne handler om hvad eleverne synes er nogle gode steder at kende på vores skole Engdalskolen.
 Vi er tre klasser, der har arbejdet med opgaven og vi har grebet det forskelligt an. To af klasserne har haft et tættere samarbejde med sparring af hinanden undervejs, hvor den tredje har kørt forløbet selv. En mega spændende proces, hvor vi har mødt forskellige udfordringer undervejs og har skiftet strategi for at nå målet. Vi kører et it-forsøg i vores klasser og derfor har vi ikke haft mange miniipads til rådighed. Men hver klasse har haft fire stykker. Det har krævet nogle nye andre veje end hvis man f.eks. havde en MiniIPad  til hver anden elev.

Den ene klasses forløb endte på denne måde:

Første dag. Brugte to lektioner på opgaven.
Oplæg:
Viste klassen en Animoto-video, der viste forskellige steder rundt på skolen. Læreren havde gået rundt på skolen en søndag og fotograferet de forskellige lokaler og udendørs aktiviteter, som vi har på skolen og sat dem ind i en Animoto. Det var egentlig ikke hendes oprindelige ide. Men det var den, der var hurtigst.
Oprindeligt ville hun gerne have taget små film af forskellige voksne på skolen (pedellen, bibliotekaren, skolelederen, SFo-lederen, kantinedamen, rengøringsmanden etc) hvor de fortalte om hvor de syntes det var sjovt/godt at være på skolen. Og så klippet dem sammen til en film til eleverne. Det satser hun på at gøre næste år, for hun arbejder på at dette skal blive en tilbagevendende ting, som 1. klasserne gør hvert år.



Brainstorm:
Vi lavede en fælles brainstorm, hvor læreren på tavlen havde ophængt 4 stykker karton med numre på. hun havde inddelt eleverne i 4 grupper og bestemt, hvor grupperne havde deres faste sted. Eleverne fik udleveret post its og så gjaldt det om at skrive én ide til et sted på skolen på post it-lappen og løbe op og sætte den fast på gruppens karton. Vi arbejdede på tid og eleverne var vildt optagede af at finde på og komme med ideer. Det at de bevæger sig i aktiviteten, giver et flow i klassen. Eleverne arbejdede individuelt og det gjaldt bare om at komme med ideer. Nogle elever opdagede at deres ide måske allerede hang på kartonen. Jamen så satte de bare deres post it ovenpå den anden.



Udvælgelse af 10 steder:
Hver gruppe fik nu sit karton ned til gruppen med alle ideerne på. Nu gjaldt det for gruppen at vælge 10 steder ud, som de ville skrive om i deres bog. Det er en svær proces, når der er 6 elever i en gruppe. I nogle grupper hjalp post its lapperne, fordi eleverne kunne se, når de sorterede at nogle forslag var mere populære end andre

Fotografering:
Nu skulle eleverne ud og fotografere de steder, som de ville have med i deres bog. Hver gruppe fik en MiniIpad og gik ud og fotograferede. Men det er en dårlig ide at sende så stor en gruppe ud. De er simpelthen for mange kokke om opgaven. Så de nåede ikke at få taget så mange billeder. Læreren aftalte med eleverne at de ville arbejde på en anden måde næste gang. Hvor halvdelen af gruppen lavede tekster til stederne og den anden halvdel fotograferede.
Krav til fotos: Der skal være børn på fotografiet. Det må ikke være rystet. Tag flere billeder ved hvert sted, så der er noget at vælge imellem.



Anden dag: Vi brugte 3 lektioner på opgaven.
Fotografering og skrivearbejde:
Læreren havde samlet de fotografier som klassen havde taget i en mappe. Ideen var at vise billederne på klassens projektor og snakke om ”gode” og ”dårlige” billeder. Alle sad klar, mens hun tastede desperat rundt på tastaturet for at finde mappen. Den var væk. Så det endte med at hun måtte vise deres billeder på vores MiniIpads. Det var ikke optimalt. Bagefter opdagede hun at mappen lå på  lærercomputerens drev og ikke på skoledrevet. Det var megatræls.
Hver gruppe var delt op i to hold. Det ene hold skulle gå ud og fotografere og det andet hold skulle skrive forslag til hvad man kunne skrive om de forskellige steder. Først skulle gruppen beslutte hvilke billeder, der skulle tages først. Når første halvdel var færdige, så skiftede de opgave. Til skriverne havde læreren lavet et bestemt ark, som de skulle skrive på. De valgte et sted at ville skrive om. Skrev stedet øverst og forfattede en tekst nedenunder. For nogle falder det let at skrive og for andre er det meget svært. Det var meget forskelligt, hvad de fabrikerede.

Der arbejdes med at skrive kladder til bogen

 Et par eksempler på en af mine elevers kladder

Krav til det skriftlige: Vi bruger børnestavning. Skriv hvorfor I synes at det er et godt sted at være.

Tredje dag: Vi brugte 3 lektioner på opgaven. (men ikke alle arbejdede hele tiden med opgaven)

Nu havde grupperne fotografier til bogen. De havde kladder til teksten til bogen. Nu var det tid til at skrive bogen i appen Skriv og læs. Men erfaringen med store grupper fra tidligere i forløbet gjorde, at læreren delte hver gruppe op i tre hold med to elever. Det betød at 8 elever arbejdede med at skrive bogen, mens de andre lavede en anden danskopgave på computer. Når to-mandsgruppen var færdig overtog to nye fra gruppen det videre arbejde.
Det var bestemt hvor mange sider de forskellige to-mandshold skulle lave på forhånd. Ideen var at de skulle bruge de kladder, som gruppen havde lavet til at lave den færdige tekst (her kan svage skrivere få hjælp, da ordene er forfattet i forvejen og de stærke kan supplere i teksten og forbedre børnestavningen).
Nogle grupper måtte hjælpes med organiseringen. Vi lagde kladderne op, så de kunne få et overblik over stederne og når de så havde skrevet om et sted, så kunne de fjerne kladderne.


Fjerde dag: Vi brugte en lektion.
Den sidste tomandsgruppe færdiggjorde bogen, mens de andre i klassen arbejdede på en anden opgave.
Bøgerne til en email. De er blevet printet ud som små hæfter, der skal clipses. Bøgerne er blevet uploadet på en kanal på Skoletube, som vi vil gøre offentlig på Skoleporten under nyheder.
På Forældreintra har læreren lagt elevernes fire bøger ud på klassens tidslinje i Tiki Toki.
Hele klassen var nede hos 0.A for at aflevere deres bøger til klassen lærer. Hun skal nemlig have den nye 0. klasse næste år. Så vil hun dele vores gave ud til de nye 0. klasser om aftenen.


Vores færdige bøger
Udfordringer undervejs: Når eleverne skulle ud at fotografere kunne de ikke altid komme ind i lokalet, da vi har fællerum med SFO og nogle af lokalerne derfor bruges til undervisning i skoletiden. Andre steder var der ikke åbent fordi SFO ikke åbent. Læreren måtte derfor bruge lidt tid efter skoletid med nogle af eleverne for at få alle steder fotograferet.

Sparring med parallelklasses lærer: På grund af tidsnød besluttede naboklassen at starte med at skrive kladder til bogen, og vi fik en diskussion om hvad der kommer først. Billedet eller teksten. Til flertallet af billedbøger er teksten skrevet først og måske vil det også være en god ide til dette projekt.

Appen Skriv og læs lægger op til at skrive direkte i appen, men det har fungeret godt for forløbet, hvor eleverne har skullet skrive kladder til bogen. Skriveprocessen er blevet anderledes og Skriv og læs har indgået som et værktøj i en proces, hvor vi har arbejdet med billeder og skrift.

Udskrivning: Vi har valgt at sende elevernes bøger som en pdf-fil med enkeltsider. Så har vi mulighed for at printe bogen ud som brochure i et hug. Det kræver blot at eleverne arbejder med enten 2-4-10 eller 14 sider. For ellers passer siderne ikke til en brochure. Så skal man blot folde bogen og klipse den sammen i ryggen. 



Sara og Alfred fra min klasse er i gang med at skrive 

Vi afleverer vores bøger til Elisabeth, der skal have 0.A næste år

tirsdag den 10. juni 2014

MinecraftEdu på Lystrup Skole

Lavede et introforløb til Minecraft i 2.b, hvor de bl.a. kom til at bygge den kolonihave, som er i deres bogsystem; Format 2. Super spændende - super sjovt og super glade børn :o)

lørdag den 7. juni 2014

3.b arbejder med ANIMOTO

ANIMOTO i SkoleTube

Lass og Jesper underviste 3.b på Sabro-Korsvejskolen i ANIMOTO