torsdag den 29. oktober 2015

Uddannelsesparathedsvurdering i det nye elevplansværktøj - område Skanderborgvej er klar!



Følgeskolerne har haft besøg af de 32 for at præsentere den digitale elevplan, og nu var turen kommet til hele område Skanderborgvej. Områdechefen havde i samarbejde med repræsentanter fra de 32 indkaldt til mødet, hvor UPV-modulet blev demonstreret og resten af elevplansværktøjet kort blev præsenteret.
Målet for mødet var:

  • Deltagerne får kendskab til UPV-modulet i det digitale elevplansværktøj
  • Deltagerne får kendskab til de forskellige funktioner i det digitale elevplansværktøj
  • Deltagerne får begyndende kendskab til brugerportalsinitiativet (BPI) og elevplansværktøjets rolle heri.

Der var mange kvalificerede spørgsmål under og efter oplægget bl.a. om specialskolernes brug, da deres elever ikke går i faste klasser og derfor ikke har tilknyttet deres unilogin til en bestemt klasse. Både ledelser og medarbejderrepræsentanter var indstillet på at bruge det nye værktøj og klar på at samarbejde med Rambøll om at gøre produktet så godt som muligt ved at give tilbagemeldinger via en Google formular.

/ Malene og Mette

Excel i 5. klasse



Vidste du, at Google Sheet er perfekt til at sænke slagskibe? Det ved 5.c og 5.a. på Mårslet Skole nu, og de har fra i dag fuldstændig styr på rækker, kolonner, celler, formateringer, formler og andet godt i et regneark. Et par gode timer, der sluttede med en  begejstret elev, der udbrød:"Nu kan vi alt i hele verden."

tirsdag den 27. oktober 2015

"Sundhed og Livskvalitet" og så på en tirsdag ...

 Edison Århus finalerne 2015

Som et follow up på tirsdagsholdets deltagelse på Edison Workshop for lærere og lærerstuderende  i september, blev vi også inviteret med til Århus finalerne i Ceres byen d. 27/10 2015 hvor elever og lærere fra 10 Århus skoler deltog .105 hold ( ca. 420 elever) var repræsenteret  med deres vidt forskellige og særdeles kreative opfindelser, ud fra temaet “ Sundhed og Livskvalitet“. 


Tirsdagsholdet var med for at aktivere eleverne ( og lærerne) i pauserne mellem deres præsentationer . Vi havde taget Sphero ,Makey Makey og interaktive bøger med. Der blev i løbet af dagen blandt andet afholdt grøntsags Whack -a-mole konkurrence.

Der blev kørt Sphero race...



og set på dinosaurer via Ipad og interaktive bøger.

Det var tydeligt at nogle skoler havde haft fingrene i deres fab-lab kufferter for at lade sig inspirere. Der var gode salgstaler og flotte præsentationer fra meget engagerede elever. Nogle havde ligefrem smagsprøver på kager og diverse for at lokke dommere og andre nysgerrige over til deres bord .








Vinderne fra Århus finalerne  går videre til den landsdækkende finale i Fredercia hvor elever og lærere fra hele landet deltager. Derudover blev der også uddelt en elevpris hvor eleverne kunne stemme på hinandens opfindelser, samt en "Feedback- pris"for bedste begrundelse for hvorfor netop den valgte opfindelse skulle vinde. Deltagerne kunne i løbet af dagen uploade deres billeder med #edisonaarhus 2015 og der kan man se flere billeder af alle opfindelserne.


LUDOHACK på N. J. Fjordsgade skole 7. årgang

LUDO HACK

Fablab-Aarhus var på besøg hos 7. årgang på N. J. Fjordsgadeskole for at hjælpe dem med afslutningen på et længere forløb om spildesign. Udfordringen var at gentænke LUDOspillet - Ændre på reglerne, tilføje nye elementer til spillet - med ét ord HACKE spillet.

Der blev introduceret to maker-teknologier: MakeyMakey og Littlebits, som blev afprøvet først. Halvdelen af grupperne valgte efterfølgende MakeyMakey som en teknologi de ville inkorporere i deres design. Resten kastede sig over alle de andre materialer, som var til rådighed og der kom mange spændende bud på udvidelser af spillet.

Eksempler på hacks:
- Et kortspil brugt til at flytte brikker istedet for terningen.
- En matadorvariant, hvor man kunne købe felter og havde valuta som spilelement.
- Spilfelter der afspillede en tilfældig lyd når brikken landede på dem (se GIF). Lydene afgjorde belønningen eller straffen: Ryk fire felter frem, god tur hjeeem, ryk to felter tilbage osv.
- Spilfelter der aktiverede en nedtælling, der berørte alle spilleres brikker. Skynd jer hjem... eller dø.

Dagen blev rundet fint af med at de skulle "pitche", altså forklare og vise kort hvordan deres produkt virkede i en lille video på max. 1 min.

Der var både analoge og digitale løsninger på at hacke LUDOspillet. Tak til 7.m og 7.i for fantastisk gåpåmod og sjove ideer... og ikke mindste tak for de engagerede og åbensindede lærer omkring klasserne.
















mandag den 26. oktober 2015

Robotteknologi på Skæring Skole

Mandag den 19. oktober besøgte mandagsholdet Skæring Skole. Vi skulle arbejde med robotteknologi i en 5. klasse. Vi startede med at præsentere dem for fablab-kufferterne, og arbejdede derefter i 3 hold med Makey-Makey, Sphero og Hour of Code. Alle elever arbejdede med de forskellige teknologier i de 3 værksteder. De programmerede sphero i SPRK, og alle blev hurtige fortrolige med denne app. Der blev ledt strøm gennem mange madpakker, og de programmerede både skøjteprinsesser og flappy birds. Afslutningsvis blev der afholdt spherokapløb på gangen. Alle elever var meget motiverede og nysgerrige.





fredag den 23. oktober 2015

GAfE på Ellevangskolen

Torsdag d.22/10: 1.X på Ellevangskolen stod i dag forventningsfulde og spændte to og to og ventede foran skolens noget antikke it-lokale, da Malene åbnede døren og inviterede dem indenfor. Alle havde de en papirlap i hånden med deres UNILogin...desværre med samme kode: ellen1!
Computerne testede tålmodigheden hos alle, og da der endelig var forbindelse, var dagens absolut største udfordring at få ændret adgangskode. "Hvad var det nu for en kode, jeg skrev". Der var tryk på og løbetur på gangen, men til sidst lykkedes det dog for alle at sidde klar til en lille præsentation af Google Drev. Nu med ny kode på papiret!

Taget i betragning, at det var oppe ad dagen, så klarede alle børnene i 1.X det super flot! Efter to timer havde alle børnene fået nye koder, fået nogenlunde styr på, hvordan man taster store bogstaver og @aaks.dk, men vigtigst af alt: De fik kendskab til GAfE, gik i skyen og fik alle oprettet et dokument i Docs, skrevet "Koglefolket" (og lidt mere til) og indsat billeder.


Udskolingen
Torsdag inden efterårsferien var det 7. klasserne (og en enkelt 8.klasse) på Ellevangskolen, der fik en grundig indføring i GAfEs univers, så nu er alle udskolingslærerne og udskolingsklasserne på skolen aktive brugere heraf!



Der arbejdes koncentreret med opgaver om Romantikken i Google Analyse!

torsdag den 22. oktober 2015

Tandplejens nye digitale workshop for børn er klar.

På fredag starter fejringen af Tandplejens 100 års fødselsdag og dertilhørende workshops. Derfor var Simon og Mads booket ind en hel formiddag for at få sat Tandplejens Aurasma-konto op på alle iPads, samt at hjælpe til med at få skabt alle de nye interaktive aurasmaer.

Trods diverse konverteringsproblemer lykkedes det at få skabt et rigtig godt og brugbart resultat. Både Sabine(Tandplejen), Simon og Mads er spændte på, hvordan børnene i tre til seksårsalderen bl.a. vil tage imod flodhesten, der får børstet tænder, og sangen om rokketanden, når de popper frem på iPad'en.

/Mads og Simon


onsdag den 21. oktober 2015

MakeyMakey på Lystrup Skole

Det var en stor fornøjelse at være på besøg i 2.b og 2.c på Lystrup Skole idag. Eleverne (og lærerne) skulle have en intro til, at komme i gang med MakeyMakey'en. De var super begejstrede og fangede hurtigt, hvordan de skulle sætte ledninger og modellervoks sammen, så de kunne spille på bongotrommer. Ekstra sjovt blev det, da de opdagede, at frugt også kunne bruges - der blev gået lidt i madpakkerne ;-)


GAfE på Holme skole

Michael og Trine fra onsdagsholdet startede dagen på Holme skole, hvor 7.b skulle videre med introduktionen til GAfE. På gangen bliver vi forvekslet med studerende (hvilket vi vælger at tage som en kompliment) og da vi træder ind i klassen genkender flere af eleverne os fra et tidligere besøg. Det er altid rart at vide at man har gjort indtryk!
Vi starter med at oprette en fornuftig mappestruktur, så både eleverne selv og lærere kan finde rundt i dokumenterne. I dag har vi fokus på afleveringsmappen der er oprettet gennem edulife.
Vi har i frikvarteret inden timen introduceret læreren for edulifemapperne og deres funktion. Derfor er der allerede en opgave klar til eleverne, som de går i gang med at løse. da de placerer dokumentet i deres afleveringmappe, kan læreren følge med i processen fra sin egen computer, hvorfra hun også giver kommenterer og vejledning. Dette er selvfølgelig en kunstig situation, men målet var at demonstrere hvordan processen kan være i arbejdet med en skriftlig opgave over længere tid.
Eleverne blev yderligere introduceret for revisionsoversigten samt drev og docs apps'ene til mobilen.

 I kommentarerfunktionen modtager eleverne ros og vejledning, som de kan bruge fremadrettet

 I revisionsoversigten kan eleverne finde tidligere versioner af deres dokumenter.
Alt er gemt intet er glemt


Skildpaddeinvasion i Skåde Bakker

-Eller hvordan får man 22 energiske 6. klasses elever til at arbejde med robotteknologi, kodning og fjernstyring af robotter, - - - - - i Minecraft

Computercraft er et fantastisk spændende mod til minecraft, der gør at man, i spillet, kan crafte nærmest alt, hvad der har med computerteknologi at gøre, - og dermed også arbejde med programmering og styring af robotter.


Peter peger på en turtle
Starten gik med en fælles snak om hvad en robot egentlig er og hvad vi bruger dem til. Altså i virkeligheden!
Der kom mange gode bud f. eks. ved monotomt og kedeligt arbejde, til farligt arbejde og til arbejde, som ikke er muligt for mennesker at udføre.
Efter den korte introduktion kastede eleverne sig med stor iver over computerene og deres turtles blev styret rundt på forskellige baner.

I starten foregår styringen af turtlerne (robotterne) ved hjælp af fjernbetjening, men senere i spillet skal der kodes. Kodningen foregår via en drag and drop editor. Det ligner noget eleverne kender fra andre kodeforløb som f. eks. code.org og scratch.

Et eksempel på kodeeditoren
Minecraft kan varmt anbefales som læremiddel i skolen. Og også til undervisning i kodning.


tirsdag den 20. oktober 2015

Elevplansværktøjet på Solbjergskolen

Klokken nærmer sig 14, - det er mødetid på Solbjergskolen. Lærerværelset bliver langsomt fyldt af lærere, der kommer fra undervisning ude i klasserne. På bordene står der skåle med guldkarameller og vingummi og et tagselvbord er fyldt med pæretærte og brunsviger.
Der er ingen, der går sukkerkolde denne eftermiddag.
Snakken går lystigt og der er en god og hyggelig stemning i lokalet.
Og der er gæster i dag.
3 lærere fra "De32" er på besøg. De skal fortælle om elevplansværktøjet, men der skal ikke kun lyttes. Lærerne skal have handson, de skal have fingrene i kagedejen. Ingen skal gå fra lokalet uden at have prøvet at oprette et forløb i forløbsbyggeren. Er der problemer eller noget man er i tvivl om, skal det tages i dag.
Nils går dybt ind i slide nr. 23

Lærerne er godt forberedte. De har deres årsplaner med og de har arbejdet med videns - og færdighedsmål i deres årsplaner. De ved godt hvad det handler om.
Efter hele 36 slides på omkring 30 minutter fremført af de 3 gæster, skulle man tro at de fleste ville være faldet i søvn, men nej. Med god energi går alle i gang med at oprette forløb i værktøjet.
De 3 gæster går rundt blandt bordene og hjælper, lytter og snakker. Der er ikke mange problemer, de fleste synes, at værktøjet er nemt at gå til og at komme i gang med, - og mange har gode idéer til hvordan, man kan gøre værktøjet endnu bedre. Der er især mange forslag til hvordan man bedre ville kunne samarbejde i værktøjet, f. eks. dele forløb mellem klasser og mellem lærere og genbruge forløb næste skoleår.
Alt i alt en god eftermiddag i Solbjerg

torsdag den 8. oktober 2015

Intro til elevplansværktøj på Sabro-korsvejskolen

Lærerne på Sabro-korsvejskolen blev onsdag præsenteret for det nye elevplansværktøj. Trine og Thorbjørn guidede dem godt igennem. De havde allerede prøvet kræfter med et andet værktøj, der blev omtalt, som værende lidt tungt og oplevelsen af det nye var umiddelbar positiv. :-)